Brug for helstøbte håndværkeruddannelser
Tirsdag, 02 Februar 2010 00:10
Brug for helstøbte håndværkeruddannelser
Af MF Maja Panduro (S)

Ordrebøgerne rundt om i Danmark er nu så tomme, at op mod 6.500 elever på erhvervsuddannelserne akut mangler en praktikplads. Heraf er cirka 120 af dem fra Randers Tekniske Skole. 120 elever! Ethundredeogtyve randrusianere, som står uden praktikplads.
Krisens udsigter er så alvorlige, at Danmark i år 2020 vil mangle op mod 150.000 faguddannede mennesker, der sammen skulle have løftet en enorm bygge- og anlægsopgave for samfundet. Det er skrækscenariet, hvis ikke vi handler nu.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udbreder sig gerne i taler om, at hans søn ”aldrig skal opleve ungdomsarbejdsløshed”. Løkke har sikkert ret. En statsministersøn fra Nordsjælland skal nok klare sig igennem krisen.
For hans jævnaldrende, herunder de 120 randrusianske teknisk skole-elever, bliver sagen en anden. Hvis ikke vi sætter ind med al kraft, lige nu, er fremtiden tabt på gulvet. Både for de 120 her fra Randers og de 6500 på landsplan som mangler praktikplads og er truet på chancerne for overhovedet at få en uddannelse, og for Danmarks vækstmuligheder og konkurrencedygtighed fremover, når de ældre årgange er nået pensionsalderen og vi står og mangler den kvalificerede arbejdskraft. 150.000 faglærte, kommer underskuddet til at lyde på.
Praktikpladsmanglen er ikke noget nyt problem. Sidst i 2005, da regeringen smadrede skolepraktikordningen, forsøgte vi desperat at råbe dem op. Vi er også nået et stykke, blandt andet med den seneste bonusordning for de virksomheder som tager uddannelsesansvaret alvorligt. Men det er ikke godt nok, og regeringen benægter stadig omfanget af problemet og vil ikke gøre mere. Det er ikke godt nok. Der er brug for at vi forpligter virksomhederne på at tage deres del af ansvaret. Og der er brug for at vi garanterer de unge retten til at gennemføre deres uddannelse og til at de kan få en lære- eller elevplads, eller i sidste instans, have mulighed for skolepraktik. Det skylder vi de unge som bare gerne vil have en uddannelse og et arbejde, og det skylder vi fremtidens Danmark, som har brug for dem.
 
 
 
 

Dan anbefaler Maja

danj_-_lilleJeg har fulgt Maja Panduro gennem hendes arbejde i Randers Byråd. Et arbejde hvor jeg især har lagt mærke til Majas store og varme engagement i social- og børnepolitik. Hvor Maja kæmper for, at alle skal have en chance uanset social, etnisk eller familiemæssig baggrund.

Dan Jørgensen
Medlem af Europa-parlamentet

Læs mere
...og se, hvem der også anbefaler Maja

Mød Maja på Facebook
 
 
 
Maja Panduro | Tlf.: 3337 4029 | Mobil: 6162 4986 | E-mail: maja.panduro@ft.dk