|
De socialdemokratiske værdier om frihed, lighed og fællesskab er langtfra forældede. Men der er behov for at vi formår at bruge dette vores eviggyldige værdisæt i en ny kontekst, og forklare det så det også giver mening for moderne mennesker. Vi skal forklare, at vort socialdemokratiske frihedsbegreb står i skærende kontrast til de borgerliges. Borgerlig frihed er frihed fra fællesskabet og fra at tænke på andre end sig selv. Ægte frihed derimod, er friheden til at skabe sig det liv man ønsker, uden at være bundet af sin sociale eller økonomiske baggrund. Ægte frihed er, at vi alle har lige muligheder. Lighed handler nemlig ikke om, at vi alle skal være ens, men om at vores chancer i livet skal være lige gode, uanset hvor vores liv startede, eller hvem der fødte os. Det opnår vi kun gennem et stærkt fællesskab, der kan arbejde for at vi får alle med. Værdierne om frihed, lighed og fællesskab er for mig kernen, som alt det andet bygges rundt om. Heri bunder mit politiske engagement, og det er denne kerne der er bestemmende for mine politiske fokusområder og mærkesager. Jeg ønsker at repræsentere Randers Syd i Folketinget , for at bidrage til, at vi får alle med - så vi kan realisere de eviggyldige målsætninger om frihed, lighed og fællesskab. - Vi skal sikre klare kvalitetsrettigheder til børnene hvad angår pædagog-normeringer, sundhed og udvikling, så ingen kommer bagud fra starten. - Vi skal tilbyde gratis efteruddannelse til de, som globaliseringen sejler agterud på arbejdsmarkedet. - Og vi må aldrig acceptere, at mennesker i vores samfund - heriblandt mere end 40.000 børn - er henvist til et liv i fattigdom.
|